|
-- kronikker, læserbreve. internt ..... |
||
|
Navigation: bl. efter person, emne, årstal |
Rekordår for Århus Havn Offentliggjort 6. januar 2004 03:00 i JP-Århus Rekordår for Århus HavnAf KAY RASMUSSEN 111 deltog, da Århus Havn i går holdt den traditionelle nytårsreception. Borgmester Louise Gade (V) havde ikke ret meget at ærgre sig over, da hun i går som formand for Århus Havns bestyrelse så tilbage på året, der er gået, og det indeværende år. Hun talte i forbindelse med havnens årlige nytårsreception, der samlede 111 deltagere i kantinen i Havnehuset på Mindet 2. 'Vi er tilbage på sporet,' som hun udtrykte det: 'Godsomsætningen har igen oversteget 10 mio. tons, og omsætningen over Århus Havns kajer ventes at have sat rekord i 2003. Antallet af containere, der blev håndteret, har også sat rekord og vil ligge pænt over det hidtidige maksimum fra 2001,' sagde borgmesteren. Øget aktivitet 'Gennem hele året har der til stadighed været divergerende meninger om det såkaldte opsvings snarlige eller forsinkede komme. I mellemtiden har vi konstateret en øget aktivitet på flere områder - mest iøjnefaldende er en stigning i importen af containere på ikke mindre end 30-35 pct. i forhold til 2002.' 'Den øgede aktivitet har heldigvis også ført til et øget overskud på driften, og jeg er glad for i dag at kunne fortælle, at vi formentlig lander på samme niveau som sidste år, hvilket er på godt den sikre side af et budgetteret overskud på 23 mio. kr.' Om færgetrafikken sagde borgmesteren, at den på passagersiden har klaret sig rigtig godt, mens man på godssiden er noget klemt af de tilskudsordninger, som er gældende for transport af gods med jernbane. Opbygger reserver 'Vi har tilladt os at hæve priserne en lille smule igen i 2004. Kapitalbehovet de kommende fem-ti år er så stort, at vi må opbygge finansielle reserver i god tid, hvis havnen skal kunne imødekomme de krav til kapacitetsudvidelser, som vi både håber og forventer vil komme i den periode.' 'Jernbaneforbindelsen til Østhavnen er under projektering, og staten og havnen finansierer hver sin halvdel af projektet, der er budgetteret til 130 mio. kr. Vi håber, at projekteringsarbejdet kan blive færdigt, så vi kan gå i gang med entreprenørarbejderne i 2005.' 'Lokalplan for opfyldningen af Slippen forventer vi i byrådet ganske snart, og vi forventer, at dette arbejde kan gå i gang lige efter sommerferien.' 'Efter mange år i dvale kommer et større areal på Oliehavnen igen i brug, idet NCC Råstoffer indretter en regional sten-og grusterminal, som vil være i operation fra april-maj måned. NCC flytter sine aktiviteter fra multiterminalen i den anledning,' oplyste Louise Gade. Bynære arealer Hun forventer, at man får taget hul på havnens frasalg af arealer til byformål. I den forbindelse er der en hektisk mødeaktivitetet på rådhuset, hvor der lige nu arbejdes med principper for prisfastlæggelse og valg af procedurer i forbindelse med de forestående salg af arealer til byggeformål. Som nævnt deltog 111 personer i gårsdagens nytårsreception. Af politikere fra havnebestyrelsen var tidligere rådmand Hans Schiøtt (V) og Hans Halvorsen (S). Der var tre rådmænd - Flemming Knudsen (S), Niels Erik Eskildsen (SF) og Torben Brandi Nielsen (S). Også tidligere borgmester Thorkild Simonsen sås. Fra forvaltningerne og etaterne sås blandt andre stadsdirektør Niels Vad Sørensen, kontreadmiral Kurt Birger Jensen fra SOK, stiftsamtmand Peter Christensen, regionschef Karsten Hansen og funktionschef Henrik Sørensen fra Told- og Skatteregion Århus og Niels Holst Petersen og Ole G. Nygaard fra Fødevareregion Århus. Flest var der naturligvis fra de mange virksomheder på havnen - ingen nævnt, ingen glemt. kras@jp.dk |
|
|
Århus Miljøgruppe M97. |